Guder og Panteon
I enhver verden findes der en Panteon og Panatria er ingen undtagelse. I dette kapitel vil du kunne læse om guderne, skabelsesberetningen og hvordan guderne tilbedes i verdenen. Guderne i Panatria står under den øverste gud Panaterions fulde magt. Dette betyder at hvilken magt en gud end måtte have har Panaterion også. Han har blot givet andre guder muligheden for at hjælpe med at holde sammen på den verden. Selvom Panaterion har den samlede magt er han også underlagt sine egne beslutninger og han har sat nogle regler for hvad guderne må og ikke må. Den vigtigste regel er at guderne ikke må påvirke verdenen direkte, det skal være igennem en dødelig eller en guddommelig tjener. Denne regel har mange guder brudt igennem årene og mange er blevet straffet hårdt derfor. Dog er det som om guderne ikke kan lade være og ønsker at blande sig i de dødeliges affærer. Så Panatrias guder ligger planer og rænkespillet mod hinanden men alt dette er et skjul for de ønsker at tage del i de dødeliges verden. De har ikke brug for at blive tilbedt, men de har brug for tjenere der kan spille deres spil og igennem dem føle verden. En gud varetager nogle området og hvis en gud ikke gør dette tilfredsstillende, vil denne falde i rang. En 1.-3. rangs gud er de mægtigste, de besidder alle den mægtigste gudekraft, nemlig skaber kraften. En 4.-5. rangs gud er guder for mindre områder og har ikke de øverste guders styrke, ikke desto mindre er de lige så vigtig en del til at få den store Panteon til at fungere. Guderne lever på de guddommelige tinder, som er Panaterions plan, her har de hvert deres lille lomme rige som de selv bestemmer over. Det er dog kun 1.-3. rangs guderne der har deres eget plan. De mindre guder lever på et plan kontrolleret af en af de større guder. Dette gør at de må indordne sig under den større guds regler og derfor sker det en gang i mellem at de flytter plan til en anden gud de bedre kan sympatisere med.
Tilbedelse
Alle guder kan tilbedes og giver kræfter til deres trofaste forkyndere af deres ord. Dog findes der ikke mange tilbedere af Panaterion selv, og der findes ikke et præsteskab for ham. De der tilbeder ham, gør det for sig selv og samles ikke i et tempel. Man kan tilbede en gud lige meget hvor man er, men for at guden skal have fri vej til sine tilbedere skal man helst bede fra et sted med indviet jord. Et område kan godt være indviet til flere guder og i templerne vil der som oftest være små altre for de mindre guder. 1.-3. rangs guder har deres egne templer hvor deres præsteskab tilbeder dem og laver storslåede ritualer til deres ære. 4.-5. rangs guder har ikke deres egne templer men deres alter kan som regel findes i en større guds tempel som de har en tilknytning til.
Skabelse beretning
Energien gnistrede gennem det kolde, golde univers. Lysets kiler drev gennem mørket med en ødelæggende kraft. Knejsende foran sin hær stod han, Eriondar, den største hærleder blandt lysets tropper. Hans dystre blik søgte igennem universets mørke efter skyggerne, det dybe mørke, der afslørede hans modstanders hær. I hans hænder lå den gyldne kugle og roterede, hans fingre fandt de små knapper på den og aktiverede det frygtelige våben, der med sit borende hede kys opløste fjender blot ved sin blide berøring. Samtidig signalerede han ved andre tryk, hvor hans hærenheder skulle rykke frem, for at fordrive og udslette de sidste rester af det dybe mørke. Alt i hans sjæl forbandede dette korruptionens hjerte, som bankede i brystet på hans store modstander. Som lyset, der spredte fra Eriondars hjerte, bandt lysets tjenere samme og gav dem liv og eksistens ligeså bankede hans for det dybe mørke i alt.
Penakles stod og betragtede sin hær, som lå skjult i mørket. De ventede kun på hans ordre, alle søgte de deres øverste leders øjne - det mørkeste punkt i universet. Hans blik alene kunne formørke hvilken som helst af lysets tjenere. Han bar ikke en kontrol til et gigantisk våben i sine hænder, nej hans hænder var fyldt med lange pile smedet i de mørke huler og hans sorte tårer berørte hver spids og gjorde dem til dødsensfarlige projektiler, der hver ville slukke lysets bånd og tilintetgøre de svage. ”Der vil altid være mørke, lyset vil dæmpes og mørket vil træde frem…” Med disse ord lod han sin krop rotere om sig selv og sendte en byge af dødelige pile mod lysets hær. Et efter et slukkedes lysene i fjendens hjerter. ”Lyset kan dæmpes men aldrig slukkes, og vil altid vokse i kraft… ” råbte lysets tjenere i kor og de to hære mødtes. Det dybe mørke søgte at slukke lyset og de ikoniske lys forsøgte at brænde mørket væk i et hav af lys.
Eriondars vrede fik lyset i hans hjerte til at gå fra et blødt gyldent til at blive næsten hvidt og hårdt. Ligeså boblede mørket i Penakles hjerte. Eriondar så ned over lysets tjenere som faldt med de sorte spyd i deres udsluktes hjerter. Penakles så mørkets tjenere brænde op i lysets flammer. Da mødtes de to på slagmarken midt i universet. Eriondars lys druknede alt i hede stråler, men dér midt i lyset trådte Penakles frem. Hans mørke skikkelse var omkranset af en mørk tåge, men i hans øjne så Eriondar mørket. Det mørke, han frygtede. Det skar sig ind i hans sjæl og hans krop. Blikket han mødte, var hårdt og Eriondar havde nær trådt et skridt bagud, så overvældende var det mørke, der søgte hans hjerte. Penakles kæmpede, den mørke dis, der omgav ham, begyndte at svækkes. Han kunne mærke lyset, der brændte ham og han vaklede.
Lysets og mørkets hær stod næsten stille. De så på deres hærledere og følte ærefrygten ramme dem. Denne kamp var så stor. Lysets største hærleder trak kuglen frem og kraften fra hans hjerte flakkede kort, da han fyldte alt sin lyskraft i kuglen og holdt den frem. Den øverste mørkets leder græd nu, ikke på sine pile, men på sine hænder, så det tyktflydende mørke fra hans hjertes dyb løb mellem hans fingre. Næsten som med én hånd knustes Eriondars kugle og Penakles flydende mørke. En bølge af lys brændte igennem hæren. De af lysets tjenere, som var faldet, fik nu deres hjerter fornyet af lyset og mørket brændte væk. Den mørke hær brændte op, men kun i få sekunder, så regnede de mørke tåre fra Penakles ned over hæren og de mørke tjenere rejste sig igen. Men dette var ikke kun en eksplosion. Der løb en lind strøm af lys fra Eriondar til kaskaden af kraft, så denne blev opretholdt. Samtidig græd mørkets hærleder og hans tårer hvirvlede med lyset og strålende mørke af lys sprang ud over det hele. Ingen kunne tåle denne strøm af ren kraft - hærene faldt og de, der kunne, flygtede bort fra dette dommedagsvåben. Til sidste stod kun Penakles og Eriondar midt i dette virvar, begge ude af stand til at stoppe dette mørke lys.
Penakles kunne ikke stå, lyset brændte ham, men han kunne heller ikke falde for mørket holdt ham oppe. Eriondar følte også mørket tvinge sig i knæ, men lyset rankede ham og holdt ham oppe. Så var det som om en tredje kraft trak det hele tilbage og i sekunder stod de to hærledere alene i universet og så på hinanden. For første gang uden det overvældende lys og det dybe mørke til at forvirre deres syn. Dér stod de som brødre, med forskelle så små, at de ikke kunne se dem. Så eksploderede universet. Et kraftigt lys sprang frem og dannede en sol, der skilte dem af. I skyggen af dette nye lys dannedes en sort gold klode. En sidste kampplads for lyset og mørket.
På denne golde klode mødtes de igen, en sidste gang, et sidste slag. Alle kunne mærke det. Dén dag var dagen, hvor denne evindelige kamp mellem lys og mørke skulle afgøres. Universets sidste slag, slaget mellem lyset og mørket. Denne gang mødtes Eriondar og Penakles med deres hære på klodens overflade.
Eriondar var klædt i gylden plade, med gyldent sværd, der brændte i lysets gyldne stråler og et skjold, der kunne kalde lyset frem og beskytte store dele af hans hær. En prægtig hvid ganger med 12 ben, 4 store hvide fjer vinger og et kæmpe hvidt horn i panden, bar ham på sin ryg og bag dem stod lysets tjenere parat til kamp. Penakles var klædt i hårdt sort læder og ringe formet i sorte hullers dyb. Han bar en bue, hvis mørke strenge kunne skære gennem ethvert panser og de sorte pile vuggede på hans gangers side. Gangeren var en kæmpe sort panter, med 4 flagermus vinger på sin side og 6 poter med lange sorte negle.
Synkront hævede de armene og så på hinanden. Som med en stemme påkaldte de sig tilstedeværelsen af selve elementet, de kæmpede for. Eriondar påkaldte lysest tilstedeværelse og forlangte, at det skulle give ham sejren, ligeså påkaldte Penakles sig mørkest ånd og forlangte at vinde slaget. Universet trak sig samme og flyttede for første og sidste gang nogensinde sit fokus til slagmarken. Begge hærledere opfyldtes med deres element og med deres kampråb ” Der vil altid være mørke, lyset vil dæmpes og mørket vil træde frem…” og ”Lyset kan dæmpes, men aldrig slukkes, og vil altid vokse i kraft…” Sporede de deres gangere og mødtes foran deres hære i den sidste kamp. De vidste begge, at kun én sejrherre ville gå fra dette slag, kun én ville overleve og deres indædte angreb på hinanden var ladet med denne viden.
Det var en kamp, der ikke kan beskrives med ord, begge gangere kæmpede også desperat mod hinanden. Et kraftslag fra Eriondars sværd slog Penakles ud af sadlen og kylede ham mod jorden, men i luften slap han sin spændte bue og en pil fandt vejen igennem Eriondars rustning også han gled ud af sin saddel og ramte jorden. Med de sidste kraftanstrengelser rejste de sig foran hinanden. Ved siden af dem plantede panteren sine sylespidse tænder i den hvide gangers halspulsåre og drænede væsnets blod, så halsen blev farvet rød. Men panterens hårde angreb havde sin pris. Det store hvide horn flåede siden på den sorte gangers hals og begge gangere sank til jorden døende og med blodet fælles løbede ud over den golde jord. Eriondar greb Penakles om halsen og med den anden hånd førte han sit sværd dybt ind i Penakles strube. Penakles gispede og mærkede livet svinde, men hans hånd var stadig fuld af kraft, da den jog en pil igennem Eriondars panser og dybt ind i dennes hjerte.
De segnede begge, lyset og mørket blandedes og et øjeblik stod hele verden stille. Begge kroppe gled ind i hinanden og voksede til én. Forvirret åbnede denne nye kriger sine øjne. De strålede som solen og de gyldne lokker faldt ned over den natsorte krop. Kroppen var dog ikke kun sort. Den bar gyldne striber overalt, der fulgte blodårerne, fulde af kraft og liv. I øjnene kunne man også skimte de mørke pupiller, der var det mørkeste i universet. Sådan var han… Det dybe mørke omkranset af lysets varme. Det første hans øjne hvilede på var den nye ganger. De to gangere var ligeså smeltet sammen til et nyt. Dette væsen havde store ben og mindre arme, dens vinger var store men både den og vingerne var overfyldt med skæl, for den var den første drage i universet. De gyldne skæl på ryggen dækkede over de sorte på bugen og undersiden af vingerne. Den dukkede sig for dens nye herre. ”Herre min, Panaterion er du og mit navn er Raxeranizarr.
Her på denne golden planet drejende om den lysende sol, valgte de to, Guden Panaterion og hans stolte ganger Raxeranizarr, at blive og alle de krigere fra de to hære, der havde lyst, var velkommen til at slutte sig til dem. Se Panaterion bar alle styrker og svagheder fra de to største hærledere af lyset og mørket. Mange blev, men andre gik for at kæmpe et andet sted. De væsner af lyset og mørket, der blev på kloden, formerede sig og skabte klodens første væsner og Panaterion trådte frem som dette første folks leder og guddom.
Årtusinder gik og flere fulgte efter. Panaterion glædede sig over den nye verden og i sin iver efter at skabe verdenen begyndte han at forme bjerge og dale i landskabet. Han blev så opslugt af at skabe den perfekte bjergkæde, at han skabte og ødelagde og skabte igen og igen. Hver gang blev han en smule mere effektiv og fik nye former frem. Når han ikke legede med sin skaberkraft, lå han ofte med hovedet på et af sine yndlingsbjerge og studerede himmelrummet. Tænk, at han engang havde været den øverste hærleder derude for… lys… nej mørk… han stoppede op. Hvem var han overhovedet? Det spørgsmål havde han ikke stillet sig selv før. Bjergkæden, som han var ved at skabe, lod han stå og brugte århundreder på at tænke. Han låste sig inde i sig eget sind og snakkede næste ikke med den trofaste Raxeranizarr.
Dragen forsøgte til stadighed at få sin herre til at se på den nye verden - noget var grueligt galt. Selvom klodens nye beboere havde det godt, manglede der noget. De blev modløse, rastløse og begyndte at skændes indbyrdes. Stridigheder opstod, depression og forvirring spredte sig som en pest igennem klodens folk. Denne altødelæggende stemning drev alle til vanvid og en dag, da Panaterion rejste sig fra sine dybe tanker, var kloden tom. Forvirret opsøgte han Raxeranizarr som skamfuld gemte sig i en stor klippehule. ”Ja herre…” svarede dragen tøvende, ”… De er væk, døde og borte…” Panaterion blev rasende. Hvordan kunne de være det bekendt. Her havde han givet dem en hel klode og så ville de ikke leve der. Han samlede en sten op og knuste den og småsten styrtede mod jorden. Hans lynende blik ramte en tinde og den knækkede af og alt Panaterions vrede sprudlede op ad bjerget og løb som brændende lave ned ad dets sider. Han så ud over verden og de fine kreationer af bjerge og så for første gang, hvad det var Raxeranizarr sagde. Kloden var der men den var tom og der manglede liv, ikke kun fra væsner, men liv i selve verdenen.
Panaterion satte sig ned og græd, græd så tårerne strømmede fra ham og samledes i en fordybning for hans fod. I sorg sad han længe, alt for længe og hans tanker blev dybe og mørke. Raxeranizarr så sin herre falde bort i samme fortabelse som sit folk. En dag rejste Panaterion sig dog igen fra sine tanker og begyndte at vandre i verden. Han lod sig selv skrumpe ind, så han passede til folkets størrelse, eller den størrelse han huskede, de havde haft og begyndte at leve som dem. Raxeranizarr holdt sig ærbødigt i baggrunden og så til. Han vidste godt, hvilke ting folket savnede, men han vidste også at hans herre havde brug for at løse gåden selv. Der gik dog heller ikke lang tid før Panaterion følte en længsel, en længsel så stor, at den gjorde ondt, en smerte, han ikke kendte. Den var ikke som smerten fra et våben, nej det var smerten af savn. I sine dagdrømme begyndte der at forme sig en ledsager, en at dele livet med. Hun var smuk, smuk og ustyrlig som drømmene han drømt. Bedst som han troede, han havde hende, forsvandt hun og dukkede op et andet sted. Det varede ikke længe før Panaterion følte, hvor meget han savnede at se pigen fra sine dagdrømme og leve med hende i denne verden. Så han satte sig for at skabe hende, så hun kunne leve ved hans side.
Han samlede en sky op og begyndte at forme kvinden fra sine drømme. Han prøvede igen og igen, men at skabe noget fra fantasien var ikke nemt. 3 måneder uden hvile gik, før han var tilfreds og han lagde sig for at hvile. Hun var blevet præcis så smuk, som han havde forestillet sig og hendes evne til at være ustyrlig og vild, på det nærmeste lyste ud af hende. Han havde dog knapt lukket øjnene, før han igen slog dem op. Han fór af sted til det sted, hvor han først følte frustrationen over sit folks død. Her fandt han de knuste sten, samlede alle småstenene op og skyndte sig tilbage. Her begyndte han at forme en ny kvinde af stenen, som han tvang sammen for at forme hendes smukke krop. Til forskel fra den meget luftige kvinde som svævede ved siden af ham lavet af skyer, var dette en meget fast og rolig pige. En pige med begge ben plantet solidt på jorden, én med fornuftens gave. Dette stod på, døgn efter døgn, indtil hun, 3 måneder senere, stod færdig ved siden af luft kvinden. Igen lagde Panaterion sig for at slappe af og hans øjne gled næsten i, men så opdagede han solen, der var ved at gå ned med sit brændende røde skær og han fik en ny idé. Han vendte tilbage til stedet, hvor han også fandt de små sten og tog en masse lava, der løb ned af bjerget, opfyldt af hans vrede. I dette nye materiale begyndte han at forme endnu en kvinde. Smuk som de andre men med temperament og passion som ingen andre. Igen kæmpede Panaterion med billeder fra sine tanker og efter 3 måneder stod hun strålende ved siden af de 2 andre. Denne gang lagde Panaterion sig ikke ned. Istedet studerede han den nye kvinde og så i hende sin egen vrede. Endnu en idé dukkede straks op og han fór tilbage til stedet, han fandt lava og småsten og hentede denne gang rigeligt af vand fra sine egne tårers sø. Af vandet formede han endnu en smuk kvinde med samme skønhed som de andre, men mens han formede hende, mærkede han vandets kulde og en personlighed med styrke, men også kold og nøgtern voksede frem. Igen gik der 3 måneder før han var færdig og udmattet satte han sig til at kigge på de 4 smukke kvinder foran sig. Alle med deres unikke fortrin. I et desperat forsøg på at undgå at skulle vælge forsøgte han at sætte dem sammen til én ultimativ kvinde, men selv ikke Panaterions vilje var stærk nok til at tvinge jord, vand, ild og luft til at hænge sammen som én.
Panaterion brugte lang tid på at studere hver enkelt kvinde hver for sig, men det var umuligt for ham at vælge, hver kvindens særpræg skinnede igennem og gjorde den enkelte unik i hans øjne. Panaterion vendte sig mod Raxeranizarr for at få hjælp, men dragen så lige så fortabt på de smukke kvinder som guden selv gjorde. ”Hvem kan i sandhed vælge mellem det smukke ansigt af kulden i vinteren, overfor sommerens forblændede varme, endsige forårets blide farveglans over for efterårets smukke sus, der i blæser skyerne henover himlen?” Panaterion måtte endnu engang søge til drømmenes verden for måske der at finde svaret og han lod sit sind vandre, svinde ud af sin kontrol i søgningen efter den ægte sandhed. Men i drømme styrer ingen vore tanker. Panaterions tanker bevægede sig ud af hans sind og dansede med hver af de smukke kvinder. Med kvinden skabt af skyer dansede han en hektisk farefuld dans, der sendte dem med stormens hast igennem verdenen og da drømmene slap hende vågnede hun og dansede videre af sig selv. Så greb drømmen kvinden af vand og svang hende ud over verdenen, men denne dans steg til buldrende højder, for at vente tilbage til en sagte rislen og da drømmende slap hende, vågnede hun og rullede videre i sin bølgende dans gennem verdenen. Da drømmen vendte tilbage til de andre, stødte den næsten ind i kvinden af sten og på den måde startede deres dans igennem verdenen. Denne dans var ikke så flydende som de andres, men mere en stampende dans rundt og rundt, vildere og vildere og hårdere og hårdere som med et dybt og rungende hjerteslag dybt i verden. Den magt, der var i denne dans, tog næsten alle kræfterne ud af drømmen som slap kvinden, der vågnede og fortsatte sin dans igennem verdenen med blide, kærlige fodtrin i takt med det dybe trommende hjerteslag. Drømmene kiggede på den sidste kvinde – hende, der lyste med lavaens røde og gule farver. Inden nogen vidste, hvad der skete svang de sig igennem verdenen. Denne dans var et brøl og en eksplosiv dans, som tærede på de sidste af drømmens kræfter. Netop som drømmen næsten var ebbet ud gav magten i dansen selv ekstra energi så drømmene blev opfyldt af vild ekstase. Med en kraftanstrengelse slap den kvinden, som vågnede og dansede videre igennem verdenen. Drømmen så træt, men tilfreds efter de 4 kvinder, der hver især forlangte at styre jorden efter tur og sådan skiftedes årstiderne.
Da Panaterion slog sine øjne op, kunne han ikke tro, hvad han så. Overalt på kloden voksede grønne, bølgende stepper, store mægtige skove afløst af bjergene, som havde fået kulde på toppen og i alle dale strømmede floderne, søerne og de store have. Overalt hang den store sol, som nu varmede ned over verdenen og rundt omkring sig, så han sit eget vredes udbrud i vulkaner opfyldt med ildens kraft. Han så årstiderne skifte, så kulden drive igennem verdenen i vandkvindens dans og sprede vinteren. Så kom jord kvinden og dansede foråret frem. Hendes dans igennem verdenen fik alt til at gro og blomstre i overflod. Så afløstes hun af ildkvinden, som spredte varme og lang nætter i sommerens dans. Til sidst bandt luftkvindens dans årstiderne sammen, ved at sprede kølig luft, storme og derved genstartede hele jordens cyklus i efterårets tegn.
Panaterions hjerte glædedes og han dansede med. Igennem dansen voksede kærligheden frem. For hver årstid ville han danse med en ny pige og føle hendes kærlighed igennem årstidens ånd. Panaterion knyttede sig til disse naturens søstre og kaldte dem for sine prinsesser. Hver ville de være dronning for en tid, men ligesom årstidernes kommen og gåen, således ville prinsessen af årstiden stige til dronning, men også efterlade dronningens trone til den næste, når tiden kom.
Hver især præsenterede de sig for ham: - Jeg er vinterens og vandets prinsesse og mit navn er Mirana. - Jeg er forårets og jordens prinsesse og mit navn er Eleinann. - Jeg er sommerens og ildens prinsesse og mit navn er Inixia. - Jeg er efterårets og luftens prinsesse og mit navn er Alizare.
Raxeranizarr glædede sig over sin herres kærlighed og kunne se, hvordan glæden spredte sig i verdenen. Men lige meget, hvor meget verdenen end skiftede manglede der nogen i den. Der manglede liv og nogen til at føle glæde over årstidernes skiften. Dragen følte sig ensom og en smule overset af sin herre der nu var optaget af de fire kvinder han havde frembragt. Længe forsøgte han at forklare sin herre og hans elskende sin idé, men de havde for travlt med deres kærlighed til hinanden. Derfor sneg Raxeranizarr sig en nat rundt til hver prinsesses seng og stjal en del af hendes skaberkraft. Da han havde samlet dem alle, skabte han væsner, væsner i sit eget udseende, og for at glæde Panaterion lånte han visdommen fra ham og gave hver drage en del af den. Han sendte dragerne ud i alle dele af verdenen for at skabe et nyt folk til Panaterions ære. Da morgenen gryede og Panaterions mørke afløstes af hans lys side vandrede Raxeranizarrs drager i verdenen. Prinsesserne af årstiderne samledes i et gigantisk skænderi, igen af dem havde skabt disse væsner og derfor vendte de deres vrede mod Raxeranizarr. Hvor vovede han at stjæle deres skaberkraft, men Panaterion lo. Han morede sig over Raxeranizarrs opfindsomhed og Eleinann som var dronning, smilede kort. Hun dæmpede sine søstre og delvis i trods accepterede de dragerne. Hun velsignede dem og gav dem friheden til at formere sig og leve og dø i verdenen.
Årtusinder gled afsted og dragerne spredte sig i verdenen, men jo ældre de blev jo mere videbegærlige blev de også. De begyndte at bekrige hinanden og stjæle viden fra hinanden. Raxeranizarr forsøgte at mæle mellem dragerne men de var for stolte og ville ikke indgå kompromis. De forskansede sig i deres slotte og fæstninger og byggede tykke mure og store porte imellem hinanden. Raxeranizarr så fortvivlet på søstrene og bad om hjælp. ”Sådan går det når du bruger noget du ikke har forstand på”, kom det fra Mirana. ”Hvad der ikke længere fungere må brændes væk så noget nyt kan spirer”, kom det aggressivt fra Inixia. Alizare rystede blot på hovedet mens Eleinann klappede Raxeranizarr på skuldrene. ”Du kan ikke dømme din kreation, når du har givet den liv, skal den selv gro frem og blive det den kan”. De vendte sig alle mod Panaterion som hele tiden havde været tavs. Han så med triste øjne mod dem. ”Er der intet der kan leve på min klode?” Så rejste han sig og steg op over kloden og lod sin skaberkraft skabe guderne et hjem. Raxeranizarr fulgte sin herre og de 4 søstre trak sig også tilbage fra verdenen. Panaterions mening var klar, gudernes direkte indgriben i kloden måtte stoppe, nu måtte den overleve af sig selv.
Søstrene kom til ham på skift og tryglede ham om at vende tilbage til kloden og redde den. ”Alt hvad mine kræfter har skabt i den verden, har blot bragt den ud på ødelæggelsens rand.” Han så på dem hver især. ”Ingen må nogensinde påvirke verdenen direkte.” ”Men… men… sagde de alle som med en mund, hvordan skal årstiderne leve uden os?” Panaterion rynkede sine bryn og tænkte. ”I må hver især skabe væsner der kan være jeres ånd og håndlanger i verdenen og igennem dem må i påvirke verdenen.” De beklagede sig, men Panaterions mening stod ikke at ændre.
Hvordan skulle de kunne hjælpe jorden når de ikke måtte påvirke den direkte mere? Længe var dette store spørgsmål på deres samtaler når de mødtes indtil Alizare fik en idé. ”Vi har lov til at skabe tjenere til os i verdenen, men han sagde ikke hvor mange tjenere”. De andre søstre fniste og lo, dette var deres udvej. Således skabte de alle mulige væsner i verdenen nogen med viden og klogskab andre med instinkter. Overalt vrimlede væsnerne frem og søstrenes glæde og iver fik Panaterion til at se mod kloden. Ét skridt bragte ham foran hans prinsesser. ”Hvordan kan i gå imod mine befalinger?” Han var ikke vred men uforstående. De så på hinanden hvem skulle svare? Så trådte Inixia frem med de hidsige flammer i sit hår der stod til alle sider. ”Vi går ikke imod nogen befaling, du befalede os at skabe tjenere og det har vi gjort.” Mirana skyndte sig at stille sig ved siden af sin søster. ”Ja og vi har skabt så mange forskellige tjenere som muligt for at være sikre på vi har nok at påvirke igennem”. Alizare trådte frem. ”På den måde tvinger vi ingen til at være tjenere af os men giver dem alle et valg.” Eleinann trådte frem. ”Ved ikke at skabe dem til et specifikt formål vil de heale jorden og finde deres egen plads.” Panaterion så ned mod de 4 kvinder og kunne ikke andet end at smile. ”I har fulgt min befaling men ikke mit ønske…” han holdt en lang pause. ”Bliv ved med det mine elskede…” Han vente sig mod kloden og så på den. ”Hvem ved måske vil nogen af dem stige herop og forlange at blive guder sammen med os andre.” Raxeranizarr så på dem alle og smilede. ”Nu er kloden komplet, lad os kalden den Panatria.”